<![CDATA[MAJA KJÆR - Blog]]>Wed, 11 Mar 2026 09:48:44 +0100Weebly<![CDATA[Lever vi videre? (Det er hvidt herude)]]>Mon, 17 Mar 2025 08:06:55 GMThttps://www.majakjaer.dk/majasmusikblog/lever-vi-videreDet følgende opslag handler om mine tanker og refleksioner bag de forskellige stykker musik i min folkemusikforestilling MEDBRING EGNE TRÆSKO - min debutkoncert fra solistuddannelsen Contemporary Creative Artist ​ved Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, marts 2025.

"Det er Hvidt Herude" - oprindeligt et digt skrevet af Steen Steensen Blicher (St. St. Blicher) udgivet i samlingen "Trækfuglene", som efter sigende blev skrevet under en usædvanlig lang og kold vinter i 1837/38.

Melodien er skrevet af Thomas Laub 1914, og er skrevet i en melodi-stil, som altid har sagt mig meget. Så sangen her er en af mine yndlingssange, og jeg har længe haft lyst til at arrangere den.

Da jeg begyndte at tænke over hvordan sådan et arrangement skulle lyde, gik det op for mig, at den oprindelige melodi stort set er en menuet allerede. Kun visse steder rammer den lidt udenfor formen, og det er endda beskrevet således i Højskolesangbogen (som velsagtens er Danmark national-sangbog!):

"Skønt tekstrytmen er lige, todelt, er melodirytmen ulige, tredelt"

Så det var helt oplagt for mig at arrangere den som, og forsøge at tydeliggøre, en menuet - altså dansen og den traditionelle meloditype - i arrangementet. Ja, menuet er en del af den danske danse- og spilletradition, og ikke kun i 1600-tallet. I visse områder er den blevet danset i levende tradition helt op til midten af 1900-tallet. Det kan du læse mere om i denne artikel.

Jeg har forsøgt at understrege menuettrinnene og -rytmen, og prøvet at finde ud af hvordan man kan lave optakter til de fire trin, uden af optakterne går hen og bliver faktiske markerede slag.

Jeg har også undersøgt de traditionelle menuet-melodier, og set på hvordan pulsslagene markeres (med eller uden optakter, og i så fald hvor lange/korte, om der er punkteringer eller ej).

I selve den harmoniske og stilmæssige stemning ville jeg gerne understrege stemningen i visen - for mig er det en dyster vise, så stemningen er også blevet rimelig dyster i mit arrangement.

I manges ører opfattes den som en let, elegant og sart. Jeg hører dog en masse vinter-stilstand, konkurrence mellem de forskellige fugle, det mørke humør og lidt tungsind, mens alle afventer hvornår foråret mon kommer; at figurerne i visen selv bliver hårde af den hårde vinter - deraf den lidt "hårde tone" i arrangementet.

Stemmer osv.:
Først gik jeg i gang med bare at finde på stemmer mens jeg sad og skrev noderne ind i mit nodeprogram, men det gik hurtigt op for mig, at det ikke var den retning jeg ville have med ind i arrangementet. Jeg ville gerne tilbage til det "folkemusikalske" som jeg har arbejdet meget med under denne uddannelse (CCA, Syddansk Musikkonservatorium); at skrive en stemme PÅ mit instrument eller I MIT HOVED, og først derefter skrive den ind i programmet.

Så jeg har beholdt noget af det oprindelige "tågede" arrangement (introen har en del af det), men resten baserer enten på stemmer skrevet på min violin eller som jeg har sunget mig frem til.
Det første lille tema går igen flere steder, og kommer i dobbelt tempo i celloens stemme i interlude't. Nogle steder har jeg allerede tilføjet ekstra detaljer for at tilføje det der "folkemusik-touch" til stemningen. 

Jeg har arbejdet meget med at finde ud af hvor og hvad der skal fremhæves fra min egen spillestil i arrangementet.

Jeg har de fleste steder undladt analyseret hvilke akkorder og rundgange jeg egentlig har gang i, og har ladet det hele være op til min indre fornemmelse. Der er dog et par steder, hvor der var brug for en bestemt harmonisk retning for at få fremdriften i arrangementet til at fungere.

Outro'en er tænkt som den dér afventende tilstand, hvor man venter på at vinteren giver slip, eller tager fat en sidste gang - stilstand, lidt ugidelighed, at man ikke kan komme videre.

Lever vi videre eller går vi i stå?]]><![CDATA[Ensom - eller bare alene?]]>Mon, 17 Mar 2025 07:47:00 GMThttps://www.majakjaer.dk/majasmusikblog/ensom-eller-bare-aleneDet følgende opslag handler om mine tanker og refleksioner bag de forskellige stykker musik i min folkemusikforestilling MEDBRING EGNE TRÆSKO - min debutkoncert fra solistuddannelsen Contemporary Creative Artist ​ved Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, marts 2025.

I scenen "Ensomhed" prøver jeg at skabe en stemning af netop dét; ensomhed. Man kan sige, jeg har taget den lette vej, da det jo bare er at strippe scenen for folk, og sætte et enkelt menneske derop alene, men det handler også om det, jeg bærer med mig ind på scenen alene - dét, jeg er alene om.

For det kan føles ensomt at arbejde med et felt, som meget få andre arbejder med. Sådan har jeg haft det siden jeg var helt lille, når vi skulle på Tønder Festival med min familie da jeg stadig gik i folkeskole, og flere af min klassekamerater sagde “skal du ned og danse polka?”, og lavede det kendte “svingen med den ene albue, fordi polka er en bonderøvsdans”-move.

Heldigvis er det sjældent, jeg oplever den slags nu, men fordi der er så få, der arbejder med det her felt, og fordi jeg arbejder med noget der afviger så markant fra hvad andre beskæftiger sig med, kan jeg hurtigt komme til at føle mig som “giraffen” i en forsamling, både fordi jeg er udøvende musiker, komponist og iværksætter OG FOLKEmusiker. Dét at være alene om passionen og arbejdet med at skabe projekter, musik, forestillinger osv. som indeholder elementer af vores folkekultur, er noget jeg hører rigtig mange af “os” tale om; os der arbejder med at være nyskabende med folkekultur og folketradition i vores virke.

Det betyder ikke nødvendigvis at vi er ensomme, men vi kan godt føle os alene.

Ensomhed tror jeg hører mere til i ens personlighed, så hvorvidt man føler sig ensom i sit arbejde handler nok ikke så meget om det felt man arbejder indenfor, som det handler om hvem man er som person.]]><![CDATA[For fornemmelsens skyld - "Og så legede vi (med ilden)"]]>Mon, 17 Mar 2025 07:38:04 GMThttps://www.majakjaer.dk/majasmusikblog/for-fornemmelsens-skyld-og-sa-legede-vi-med-ilden6/8, 2/4, 3/4 - Kært barn har mange navne, og det hele kommer an på hvor man lægger trykket…

Jeg elsker det med at man i 6/8-melodier i dansk spillemandsmusik, såsom trekant, sekstur, sveitrit osv., kan få det til at lyde som 6/8 eller 2/4 eller vals (3/4), nærmest uden at nogen lægger mærke til det. 

Men det er ikke så meget teorien eller det faktuelle eller historiske i, at de her melodityper er blevet skrevet ned på mange måder der gør, at jeg synes det er fedt. Jo, jeg er historisk nørdet omkring mine folkemusik-projekter, men når alt kommer til alt handler det om, at jeg synes det er så fedt at variere musikken - som jeg har lyst, på stedet, i det øjeblik jeg spiller den. Der er ikke et facit, der er ikke én måde at spille disse melodier på. Der er en ramme, javist, men det er en ramme som indeholder en masse muligheder for at skubbe til dine medmusikere, til danserne, til lytterne, og holde dem oppe på dupperne - og ikke mindst selv blive skubbet til.

Det er sådan nogle ting, der får mig til at spidse ører; at der bliver leget med formen, fornemmelsen, udtrykket i en melodi, som måske er simpel, måske avanceret (men dét er heller ikke vigtigt), og som bliver holdt kørende og levende ved at vi, der spiller dem, aldrig bliver dovne, så den henfalder til dét, der kan skrives ned på en node.

I dette tilfælde vil jeg være enig med mange kritikere af at skrive denne musiktype ned; nedskrivning af og afspilning af nedskrevne forsøg på at gengive denne leg med fornemmelserne, er døden - for musikken og for legen.

Hvis ikke du ved, at der kan hives, trækkes, skubbes i dem, og hvordan du gør det, så venter der dig en guldgrube af oplevelser og liv.

Heldigvis er der ikke lang vej til at forstå denne pointe - det kræver blot, at man indser, at ingen musik bør “skues” eller dømmes ud fra sit nodebillede. Der er et musikalsk sprog som har lagt grund til dette nodebillede! Og jeg tror, at nodeskrivning - uanset genre - ikke blev opfundet før musikken, som den skal formidle… Derfor; tænk ikke, at folkemusik er så enkel som du kan læse det i en node, for det er ikke dér, musikken og pointen findes. Ej heller koderne eller retningslinjerne. Det er udelukkende et snapshot af de toner, der blev spillet den dag hos den spillemand, som tilfældigvis skrev den melodi ned den dag.

Men tilbage til emnet.

For den kropslige fornemmelses skyld, og for at komme væk fra papiret og den teoretiske tilgang, har jeg skrevet denne suite for at illustrere hvordan underdelinger, fornemmelser og taktarter kan vandre og vikle sig ind i hinanden, og måske komme ud på den anden i en ny fornemmelse. Her skal der mærkes på kroppen, hvad det handler om.]]><![CDATA[Arv + Erfaring + Intention = ?]]>Sun, 16 Mar 2025 21:02:03 GMThttps://www.majakjaer.dk/majasmusikblog/arv-erfaring-intentionDet følgende opslag handler om mine tanker og refleksioner bag de forskellige stykker musik i min folkemusikforestilling MEDBRING EGNE TRÆSKO - min debutkoncert fra solistuddannelsen Contemporary Creative Artist ​ved Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, marts 2025.

​I nogle af musikstykkerne i forestillingen har jeg brugt konkrete traditionelle melodier som skabelon, og i processen med at skrive musik på den måde kører jeg ofte efter en model der hedder "arv + erfaring + intention".

ARVen er den konkrete, faktuelle, traditionelle melodi-skabelon, altså en opskrift som findes i det allerede eksisterende melodistof.

ERFARINGen er hvordan jeg vælger at bruge den skabelon ud fra min erfaring med hvad der virker for mig som instrumentalist (personlig) og hvad der fungerer i den meloditype (musikalsk). Det kan være tonearten skal ændres, eller visse passager klinger bedre i mine nutidige ører, hvis de ændrer kurs eller antal af toner.

INTENTIONen er hvilke valg jeg tager, som afviger fra skabelonen - eller er det samme. Det kan være, melodien skal have en bestemt stemning eller et bestemt arrangement, ud fra den scene den er en del af, eller det budskab den skal formidle.

Denne måde at gribe musikskrivningen an på synes jeg kan gå lige så mange veje, som hvis man ikke brugte traditionelle melodier som forlæg. For mig giver det nogle gange et anker og et sted at starte, som så sidenhen sagtens kan bevæge sig i alle mulige retninger.

Denne tilgang er brugt i bl.a. "Tag Træskoene På", "Modstand" og "Skal vi drage hjemad for at få lidt ro", som alle tre har fået hvert sit udtryk.


]]><![CDATA[Status i processen // 19. december 2024.]]>Sun, 16 Mar 2025 20:41:33 GMThttps://www.majakjaer.dk/majasmusikblog/status-i-processen-19-december-2024Det følgende opslag handler om min proces og de refleksioner der foregik forud for og imens jeg skrev folkemusikforestillingen MEDBRING EGNE TRÆSKO - min debutkoncert fra solistuddannelsen Contemporary Creative Artist ​ved Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, marts 2025.

Indtil man dykker ned i noget helt konkret, begynder at arrangere på et bestemt stykke, eller begynder at skrive en melodi helt færdig, så føles alting meget rodet, mangelfuldt og ukonkret. Men jeg tror det kun virker sådan fordi jeg ikke har fået forankret (koblet) hver intention eller en stemning til hvert enkelt melodi. Og indtil jeg får koblet den bestemte stemning og den bestemte melodi sammen, så har intet forankret sig, ikke knyttet sig til noget som helst, og står uskarpt som enkeltelementer, der flyder rundt mellem hinanden.

Men så snart jeg begynder at koncentrere mig om én melodi, det udtryk eller kompositoriske idé jeg vil koble til den, så står den tydeligere og stærkere frem. Også selvom den ikke er færdig. Der er skabt en retning, der er påbegyndt en vej som gør det lettere at fortsætte arbejdet og komme videre. Indtil da kan man føle at man sidder fast midt i alt det utydelige, som et limbo hvor man hverken kan komme frem eller tilbage.]]><![CDATA[Vores kollektive bevidsthed og kulturelle hukommelse]]>Sun, 16 Mar 2025 20:16:23 GMThttps://www.majakjaer.dk/majasmusikblog/vores-kollektive-bevidsthed-og-kulturelle-hukommelseDet følgende opslag handler om min proces og de refleksioner der foregik forud for og imens jeg skrev folkemusikforestillingen MEDBRING EGNE TRÆSKO - min debutkoncert fra solistuddannelsen Contemporary Creative Artist ​ved Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, marts 2025.

Det talte sprog, det skrevne sprog, det musikalske sprog, kropssprog… de er alle sprog, som til dels kun eksisterer på grund af vores kollektive hukommelse. De eksisterer kun i kraft af vores bevidsthed om dem - vores kollektive bevidsthed - og vores aktive brug af dem.

… Vil jeg tro - jeg er ikke forsker, og jeg har ikke undersøgt sagen, men meget, synes jeg, kunne tyde på det.

I starten af oktober 2024 besøgte jeg spillemanden Ove Andersen, som fortalte om en undervisningssituation, hvor han skulle lære en flok internationale studerende at danse polka. De studerende kom fra hele verden, og dem der kom fra lande der ligger tæt på Danmark, havde rimelig let ved at forstå og gennemføre dansetrinene, mens det for de resterende studerende blev eksponentielt sværere at gennemføre jo længere fra Danmark de kom.

Jeg tror på at der ligger noget ubevidst i vores nedarvede, kulturelle hukommelse - lært gennem miljø - som gør at vi, selvom vi ikke “kender” dansen polka, så kender vi den godt. Det er en måde at bevæge sig på som ligger i den bevægelseskultur eller måske hører til den musikkultur, vi kommer fra. Ikke i kraft af “os” som mennesketyper eller etnicitet, men i kraft af den kultur der er blevet dyrket mellem mennesker (som også gælder på tværs af landegrænser) i denne del af verden. Og på samme måde alle andre steder i verden.

Det fungerer måske på samme måde som sprog; nogle lyde ligger bare bedre i munden end andre. Man kan mærke det på de sprog der kommer fra steder, der ligger langt fra Danmark; vi har svært ved at skelne lydene fra hinanden og udtale kinesisk eller japansk, men tysk og italiensk ligger lidt mere “let spiseligt” i munden. I den sammenligning giver Ove Andersens oplevelse af de internationale studerendes evne til at danse polka jo meget god mening.

Der er ikke noget særligt i at vi alle har en fælles hukommelse fra den kultur vi hver især kender og lever i; det særlige ligger udelukkende i, at der alle steder i verden er kommet noget særligt ud af denne “husken i flok”.

Alle kulturer har hvert deres særpræg, og derfor synes jeg, at ingen er mere sære eller særlige end andre. Hvorvidt du selv synes, at en kultur, dens traditioner eller sprog er sær eller noget helt særligt, handler kun om dig selv (beskueren) og dit eget kulturelle udgangspunkt - din egen kulturelle hukommelse.

Som en, der dyrker danske musik-, sang- og dansetraditioner, kan det undre mig når jeg møder folk der synes at dansk folkemusik ikke er værd at samle på, og endda enten griner ad den, eller synes den er “farlig at røre ved”.

Det er for mig at se lidt ligesom vurderingen af, hvorvidt dialekter er “rigtige” eller “forkerte”. Dialekter er dialekter, og skal og kan ikke sammenlignes med eller vurderes med rigsdansk som udgangspunkt. Det er sprog, som eksisterer på grund af mennesker, der taler sammen. Hvorvidt det er “rigtigt” eller “forkert” kan ikke afgøres, men hvis man alligevel prøver, kommer det igen an på hvad dit udgangspunkt er: Set med dialekt-brillerne på, er det jo rigsdansk der er forkert.

Den her vurdering af hvorvidt spillemandsmusikken fra Danmark er værd at samle på, både på steder som underviser i musik og på steder som styrer den politiske dagsorden, synes jeg er irrelevant og et sprøgsmål som slet ikke burde stilles. Vi har en levende musikalsk kulturarv, en immateriel arv, som der ikke findes noget facit på. Den eksisterer i sin nuværende form, fordi der har været en ubrudt tradition for at spille og danse i dette område i mange hundrede, måske tusinde år, og dét er noget særlig i sig selv.

At vores egen musiktradition af nogle bliver opfattet og vurderet som “simpelt” er der dog et modsvar på: Det er direkte forkert - og hvis du har lyst til at læse mere om det emne, er jeg så småt startet på det i mit blogopslag “Dansk Spillemandsmusik Er Simpelt”.

Med denne (op)sang om dialekter, den kollektive hukommelse, og vigtigheden af at anerkende ens egen kultur OG andres, vil jeg bare sige:

Vær nysgerrig. Lyt, mærk og observer hvad det er, der ligger i din egen kollektive og kulturelle bevidsthed. Det er ikke sikkert, du er bevidst om hvad den indeholder, og den er jo ikke ens for alle, men jeg synes alles er lige vigtige.]]><![CDATA[Dronetraditioner fra Norge og Bretagne]]>Sat, 15 Mar 2025 19:00:12 GMThttps://www.majakjaer.dk/majasmusikblog/dronetraditioner-fra-norge-og-bretagneDet følgende opslag handler om mine tanker og refleksioner bag de forskellige stykker musik i min folkemusikforestilling MEDBRING EGNE TRÆSKO - min debutkoncert fra solistuddannelsen Contemporary Creative Artist ​ved Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, marts 2025.

----------

Om "MODSTAND" - fra 2. akt af MEDBRING EGNE TRÆSKO.

Stemningen er "stormvejr". Som undertrykkelse, mobning, at ligge under for hierarki - frustration og at føle sig fanget. Have lyst til at skrige. Så det handler om at forvirre fjenden, for at komme væk og komme videre.

I grundmelodiens forløb kan man forestille sig at hver lille del, som gentages, er en opbygning af intensitet for at overvinde en modstand - der er en mur, som holder én fast, noget usynligt som har bestemt, at man skal holdes tilbage og blive der, hvor man er. De små dele udvikles gennem små variationer efter få gentagelser, hvilket gør deres vej svær at forudsige - og dermed svære at stoppe.

Hver lille del af arrangementet bygges også op og samler styrke til at kunne bryde igennem den mur. Men der er flere mure at tage stilling til. I stedet for at opbygge styrke kan vi også prøve at finde andre veje, for ikke at skulle igennem muren, men udenom den.

—-----------

I Modstand kommer vigtigheden af samarbejdet og fællesskab til syne:

For at få blæserinstrumenterne inkorporeret i et arrangement, hvis grundidé i høj grad baserer på en drone-traditionen fra norsk hardingfele, har jeg gjort brug af en anden dronetradition, som består af samarbejdet mellem et blæserinstrument og et bælg-droneinstrument; den bretonske duet-tradition “Biniou-Bombarde”, hvor en sækkepibe og en bombarde (el. skalmeje) danner par. De to instrumenter skiftes til at spille melodien, og nogle gange spiller de unisont, mens sækkepibens drone er konstant.

For at kombinere de to traditioner - den norske hardingfele og den bretonske Biniou-Bombarde - har jeg bredt funktioner og roller ud på flere instrumenter, for enten at opnå samme effekt, eller forsøge at bibeholde idéen om en rolle fra den oprindelige tradition, uden at lyden eller effekten nødvendigvis bliver det samme.

Det er denne legen med elementer, roller og funktioner, som jeg synes er særligt interessant ved at arbejde med traditionel musik.

Jeg har forsøgt at arrangere stemmerne for saxofon og trompet, så de overlapper inden den ene slipper melodien og den anden overtager, ligesom biniou-bambarde gør det.

Bassen og celloen spiller unisont næsten hele vejen for at lægge en bred, fed bund, som skal imitere den tunge fornemmelse af hvordan dansen, som danses til denne type gangar, føles. Gangar er en særlig meloditype og dans fra Norge.

Jeg har brugt tonerne fra dobbeltgrebene i violinens stemme - dem, der ikke er melodi, altså det man kan kalde akkordtonerne - til at skabe blæsernes stemmer.

Jeg har holdt mig inden for “samme fortegn”, dvs. at melodiforløbet skifter grundtone/toneart undervejs, men bevæger sig rundt i kirketonearterne uden at skifte fortegn. Jeg ved ikke om det er “traditionelt”, men det giver under alle omstændigheder et tonesprog som igennem tiden har været meget brugt i den folkelige musik, og det giver en masse fede retningsskift i melodien.

Det der kan være en udfordring i dette arrangement er, at violinstemmen er skrevet efter direkte skabelon fra den måde man spiller hardingfele på, hvor fundamentet er dobbeltgreb - altså spil på to strenge, hvor der konsekvent spilles to toner samtidig.

For at få dét til at stemme/at intonere præcist når man skifter fra de dybe til de lyse løse strenge, vil det bedste være at stemme violinen tæt (altså tempereret, som et klaver - eller en hardingfele). Hvis man vælger denne måde at stemme en violin på, vil det dog kræve, at både cello og bas også stemmer sådan. Ellers kan det hænde, at intonationen mellem de tre instrumenter bliver en lille smule “spicy”.]]><![CDATA[Dansk Spillemandsmusik Er Simpelt…]]>Thu, 13 Mar 2025 20:41:59 GMThttps://www.majakjaer.dk/majasmusikblog/dansk-spillemandsmusik-er-simpeltDet følgende opslag handler om mine tanker og refleksioner bag de forskellige stykker musik i min folkemusikforestilling MEDBRING EGNE TRÆSKO - min debutkoncert fra solistuddannelsen Contemporary Creative Artist ​ved Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, marts 2025.

Jeg har hørt flere omtale og opfatte folkemusik fra Danmark som “simpel”; melodierne er simple, formerne er simple, lyden er simpel, måske er dem der spiller den utrænede. Musikken er let spiselig og simpel.

Det kan jeg godt forstå at folk synes, hvis de ikke ved hvad det er, de kan lægge mærke til, for at vurdere musikken. Og så vil jeg tilføje: Pas på med at skue hunden på hårene. For det utrænede øre er den måske simpel, men kunne det være, fordi man kender den så godt? Vi kender den i virkeligheden til hudløshed (selvom vi ikke er klar over det), og kan det være derfor mange måske har et lidt ensidigt og unuanceret forhold til den?

Ude i verden er dansk spillemandsmusik alt andet end simpel - den bliver vurderet som kompleks og eksotisk, fordi det er et tonesprog og et stilmæssigt udtryk, som folk derude slet ikke er vant til at høre.

Da jeg begyndte at gå til violin hos spillemanden Klaus Pindstrup i Lystrup lige nord for Aarhus i 2003 var der intet simpelt over det. Jeg havde ledt efter en violinist i området, som kunne undervise mig i irsk folkemusik, men den eneste folkemusiker, som min klassisk uddannede lærer på Den Kreative Skole i Silkeborg kendte til, var Klaus Pindstrup, som han havde studeret sammen med i Aarhus. Klaus er klassisk uddannet, men vendte hurtigt tilbage til sine “spillemands-rødder” efter endt uddannelse.

Da jeg kom ud til Klaus for første gang, lærte han mig en melodi på øret (på gehør) som hed “Silkeborg-Valsen”. Og dengang havde jeg selv en fordom om, at dansk folkemusik var ret simpelt.

Men min fordom blev hurtigt modbevist, og jeg blev overrasket over hvor meget “gods” der var i dét, Klaus lærte mig på relativt kort tid.

For det første fik jeg ingen noder. Jeg lærte det hele udenad på øret med det samme. Jeg skulle kunne huske det uden hjælpemidler, og lære melodien og øve den uden hjælpemidler, inden næste gang jeg skulle ud til Klaus.

Men ikke nok med det - melodien var fyldt med detaljer, fyldt med udtryk og små “bemærkninger” i melodiforløbet, som holdt fast i min opmærksomhed. Det her var ikke simpelt - selv i sin grundform serverede Klaus lige så mange detaljer for mig, som der findes i en hel symfoni. Og dét vakte min interesse!

En lille opfordring: Næste gang du hører spillemandsmusik fra Danmark, så kan det godt være, du ikke ved, det er dét, du hører. Men læg mærke til om det minder dig om børnesange og at danse om juletræet. Så er det højst sandsynligt dét, du hører. Dér har du begyndelsen til at kunne genkende musikken i fremtiden.

Jeg vil også gerne tilføje en betragtning om de lege, børn leger i skolegården (eller altså de lege, som børn stadig legede dengang jeg var barn…). F.eks. klappelegene - tænkt lige over det. Det er jo bare "at klappe i hænderne" - det kan alle da finde ud af. Eller hvad?

Blandt børn i skolegården findes / fandtes der klappelege, som kræver total synkronisering af de to mennesker, der udfører legen. At gøre den slags giver en helt basal fornemmelse af andre mennesker fordi den består af både fysisk og mental kontakt - en evne, som jeg oplever, at vi ikke er så gode til at dyrke længere. Var det noget med en omgang klappeleg til firmafesten eller rystesammen-weekenden?

Nogle af disse tanker har jeg inkorporeret i flere af forestillingens scener og musikstykker, bl.a. “Tyngde”, “Dronen imellem os” og “Modstand”.

Læs mere om forestillingen MEDBRING EGNE TRÆSKO her: www.majakjaer.dk/traesko
]]><![CDATA[Nu handler denne blog jo om vidensdeling]]>Sat, 14 Sep 2024 20:39:08 GMThttps://www.majakjaer.dk/majasmusikblog/nu-handler-denne-blog-jo-om-vidensdelingNu handler denne blog jo om vidensdeling; at jeg har lyst til at dele mine processer, mine erfaringer, overvejelser, nederlag, skævskud og åbenbaringer. Og derfor vil jeg også prøve at huske at stille mig selv de spørgsmål, som andre måske ville stille mig undervejs.

Jeg er begyndt at bevæge mig ind i andre felter end ren "musik", for at skabe muligheder for at skrive, og det synes jeg på en eller anden måde fortjener en forklaring og uddybning.

Hvorfor overhovedet bevæge sig ind på felter, hvor jeg ikke ved om min “kunst” i bund og grund hører til?

I bund og grund fungerer min hjerne ikke særlig godt opdelt i kasser. Jeg kommer altid til at vikle andre typer udtryk eller tanker ind i min musik, og derfor er det også svært for mig at tænke mit kompositionsvirke som eksklusivt omhandlende “musik”. For mig er musik så meget mere end lyd, men det er først for nyligt, jeg har opdaget at det hænger sådan sammen.

Det startede på et kursusforløb jeg deltog i som hed “Accelerator”. Jeg tror det var i 2020, og kurset handlede mest om at lægge en forretningsplan omkring mit kunstneriske virke, så det også kunne blive økonomisk bæredygtigt. Men dét som forløbet gav mig mest af var blod på tanden til at tænke endnu mere i “krydsreferencer” på tværs af kunst- og musik- og håndværksfelter.

Udover det har jeg længe og helt enkelt gerne bare villet komponere mere musik. Siden jeg blev færdig med min kandidatuddannelse fra Folkemusiklinjen på Syddansk Musikkonservatorium i 2012 (dengang uddannelsen stadig lå i Odense), er det ikke blevet til megen fokuseret musikskrivning, og slet ikke i den kaliber jeg forestillede mig, lige da jeg blev færdig. Der skete alt muligt de følgende år som fik mig hevet i en anden retning, og det var først i 2019 at jeg egentlig kom tilbage på sporet af, hvad det var jeg gerne ville: Komponere og arbejde med midtjysk traditionsmusik. Det var de to emner, jeg gerne ville gøre “karriere” inden for, og det var her, jeg oplevede at jeg havde en særlig styrke.

I 2021 startede jeg på uddannelsen Contemporary Creative Artist, hvor stort set alt handler om krydsreferencer. Og refleksion over ens kunstneriske, performative og skabende gøren og laden. Og hvordan man deler og dokumenterer den viden. Og på grund af den uddannelse og det fantastiske sammenhold og interesse for "kaninhuller"  vi havde på vores årgang er jeg nu kommet ind i en vane med at skabe endeløse kaninhuller, hvor jeg kan blive ved med at forbinde det jeg er i gang med med nye afstikkere.  Det kræver ærlig talt en del fokus at afholde mig selv fra at blive ved. Eller det vil sige, at afholde mig selv fra at starte nye projekter i alle de retninger, jeg får idéer til.

Når man pludselig opdager en evne man ikke anede man havde, og bare har lyst til at blive bedre til at kombinere det man kan i forvejen med den nye evne, så er det svært at stoppe - der er jo ingen grænser for, hvad ens tanker kan finde på. Kun de fysiske rammer sætter den faktiske begrænsning for ens formåen. Derfor er det jo også fint at registrere alle mine afstikkeridéer og skrive dem ned (og det øver jeg mig i!), men det er godt nok svært at lade idéerne hvile i skuffen indtil der er tid til at udvikle dem til hvad end de skal ende med.

Hvis vi lige runder hvordan jeg arbejder, og ikke kun hvilken musik jeg skriver, ås må jeg også indrømme at det ikke er alt hvad jeg har startet op, jeg rent faktisk har den tid til som det fortjener og kræver. Lige nu har jeg flere ting i støbeskeerne, men så længe de ikke skal afvikles i samme periode, så bilder jeg mig selv ind, at jeg nok bør holde fast i dem. Faktisk har jeg fire projekter i gang sideløbende lige nu. De er alle er på forskellige stadier af deres udvikling, og det er derfor ikke alt jeg skal koncentrere mig lige meget om hele tiden - heldigvis!

Det skaber dog nogle udfordringer når der f.eks. pludselig er deadlines til fonde og puljer og jeg skal forholde mig kritisk, kunstnerisk og praktisk til flere af dem på én gang. Men det løser sig, tænker jeg. Hvis det ikke løser sig, så er dét også en løsning i sig selv - så må ét af dem lade livet eller sættes på “hold”. Således praksis-praktisk forholder jeg mig ofte til det jeg laver.

MEN - hvis jeg lige vender tilbage til emnet:

Alle mine nuværende projekter handler på hver deres måde om at have et tilhørsforhold til folkemusik, men de spænder helt fra at lyde meget tæt på traditionel spillemandsmusik til at fortolke et strikkemønster i melodi eller hvordan jeg forklarer et givent begreb med lyden af folkemusik. De bevæger sig endda også rundt på meget forskellige områder af kunstverdenen. Så på den måde er der heldigvis ikke så meget overlap mellem de fire projekter.

Og hvis vi vender helt tilbage til svaret på det spørgsmål som startede hele dette indlæg:

Jeg synes der er så mange andre ting end selve musikken som kan forklare musikkens vision og intention og tydeliggøre hvad musikken kan og vil.

Folkemusik - min “hjemgenre” - er jo brugsmusik; den bliver spillet til dans, og er derfor en type musik hvor man naturligt forholder sig til noget udenfor musikken for at skabe den og bruge den.

Folkemusikken er altså allerede noget for nogen andre end musikerne. Og jeg tror det er dér, min idé om at musik ikke kun kan forklares med musik, er startet. Så at pakke den ind i eller at skabe den ud fra andre udtryksformer virker på en eller anden måde meget naturligt for mig og helt på linje med at komponere den og spille den til dans. Jeg forholder mig til noget udenfor musikken som til gengæld er med til at skabe et andet lag og noget mere dybde og tyngde i den. Hvis jeg bytter danserne ud med et strikkemønster, så begynder det virkelig at blive interessant, og rimelig underholdende for både mig selv og for modtageren (håber jeg)!

Og så melder spørgsmålet sig: "Hvor hører min musik egentlig til?" - Er det scenekunst, musik eller håndværk?

Det tumler jeg lidt med at forklare mig selv og andre, men det er en ret god øvelse. Jeg tror i bund og grund min musik lander på sin rette hylde, hvis jeg sørger for at blive ved med at stille spørgsmål og forsøge at finde svar.

Og med disse ord tror jeg, jeg kom godt rundt om dagens spørgsmål.

Skriv meget gerne en kommentar hvis noget har vækket tanker hos dig, eller hvis du har ønsker til nye sprøgsmål.

Kærlig hilsen
- Hende komponisten der egentlig tænkte hun skulle skrive mere end tre toner i sit partitur i dag, men endte med at beskrive hvorfor jeg ikke kun skriver musik når jeg skriver musik. (Er det dét, man kalder et "paradoks"?)]]><![CDATA[Så er vi i gang.]]>Wed, 11 Sep 2024 17:34:34 GMThttps://www.majakjaer.dk/majasmusikblog/sa-er-vi-i-gang​Okay... jeg har virkelig trukket det her i langdrag - altså at starte denne blog. Og grunden er nok at jeg er perfektionist. Jeg vil gerne være ærlig og dele alle mine erfaringer, krumspring, sejre og også nederlagene, men jeg har skisme svært ved "bare" at fortælle det. Jeg er fuld af respekt og virkelig inspireret af sådan en som Ian Stephenson, der, på trods af en alvorlig kræftsygdom, blev ved med at poste sine oplevelser og op- og nedture på facebook, *næsten* uden at lægge fingre imellem, og det blev aldrig kedeligt, overfladisk eller med en eneste snert af ønsket om medlidenhed. Det er virkelig respektindgydende. Så nu øver jeg mig i at være ærlig, uden tanke på hvor irriterende jeg nogle gange synes det er, at tingene ikke er perfekte. Men det er jo også pointen - livet er IKKE perfekt. Det er realistisk på både godt og ondt, og ligeså er musikerlivet.

Så her får I mit musikerliv og lidt af mit liv som en sidebemærkning. Det handler mest om musik. Og jeg håber, det er værd at dele, og værd at læse om.
Så er vi i gang.

Jeg vil starte min krønike med starten på et nyt projekt, som kommer til at se dagens lys i marts 2025. Det handler om folkemusik, som alt andet i mit musikerliv, men i dette tilfælde vil jeg forsøge at formidle den så den er genkendelig for dem, der i forvejen kender den, og nyskabende for dem der ikke gør. Mere om det senere - jeg kan mærke, det skal handle om noget andet i dag, for forklaringen på selve projektet er lang, og lige nu vil jeg helst bare skrive en kort historie, og så UD i haven med en kop te, og sidde og se på solnedgangen inden det er for sent. Klokken er 19.47, så der er ikke mange minutter tilbage af dagen at rutte med.

Vi er i gang! Jeg har talt med cellisten, trompetisten, altsaxofonisten og bassisten i dag. Egentlig ville jeg også gerne have en klarinettist med i projektet, som er klassisk uddannet men dog har hang til at bevæge sig i flere forskellige retninger, rent genremæssigt, men jeg har ikke kunnet spotte hvem der ville passe godt ind i sammenhængen og visionen. Så jeg er tilfreds med de første 5 musikere (inklusiv mig selv), fordi det faktisk også repræsenterer en ret bred vifte af musikere og mennesker. Mit mål var at have to rytmisk uddannede, to klassisk uddannede og to folkemusikuddannede med til at udvikle musikken, forestillingen og sceneshowet, og nu har jeg 5 ud af 6 i hus. Det er nu meget godt klaret!

Vi har en lang og tung planlægningsproces foran os, så næste skridt er at få sat et zoom-møde i stand med dem alle og lave "kalenderøvelsen" - yes, det handler om at finde 3 spots à 2 dage i kalenderen i starten af 2025 hvor vi alle kan mødes og holde prøver samt spille den første koncert. Jeg har aftalt et residency med Maskinhallen i Frederikshavn, og det er hér den første koncert (af forhåbentlig mange) skal stå! Jeg glæder mig helt vildt, men lige nu er det mærkeligt at tænke på at udfaldet af hele denne proces er en koncert - det er umådeligt langt væk, når første skridt helt enkelt er at få samlet 5 musikere, som alle har partner og børn, på ét sted i mere end nogle få timer ad gangen. Jeg kender det allerede fra Maja Kjær si Orkester, og nu har jeg så valgt at starte et nyt projekt med samme "problematik". Held og lykke! Men det ender jo altid med at lykkes. Man holder fast i målet, og så får man det til at ske. Det er sådan det fungerer. Så ja, jeg regner helt klart med at held og lykke rammer projektet, men ikke så tilfældigt som det lyder. Der skal knofedt til - og det er jeg selvfølgelig parat til!

Følg med i næste "afsnit" for flere detaljer.

Kærlig hilsen...
Hende der egentlig burde holde en friaften, men ikke kan lade være med at skrive historier. God aften derude!
]]>