|
Det følgende opslag handler om mine tanker og refleksioner bag de forskellige stykker musik i min folkemusikforestilling MEDBRING EGNE TRÆSKO - min debutkoncert fra solistuddannelsen Contemporary Creative Artist ved Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, marts 2025.
"Det er Hvidt Herude" - oprindeligt et digt skrevet af Steen Steensen Blicher (St. St. Blicher) udgivet i samlingen "Trækfuglene", som efter sigende blev skrevet under en usædvanlig lang og kold vinter i 1837/38. Melodien er skrevet af Thomas Laub 1914, og er skrevet i en melodi-stil, som altid har sagt mig meget. Så sangen her er en af mine yndlingssange, og jeg har længe haft lyst til at arrangere den. Da jeg begyndte at tænke over hvordan sådan et arrangement skulle lyde, gik det op for mig, at den oprindelige melodi stort set er en menuet allerede. Kun visse steder rammer den lidt udenfor formen, og det er endda beskrevet således i Højskolesangbogen (som velsagtens er Danmark national-sangbog!): "Skønt tekstrytmen er lige, todelt, er melodirytmen ulige, tredelt" Så det var helt oplagt for mig at arrangere den som, og forsøge at tydeliggøre, en menuet - altså dansen og den traditionelle meloditype - i arrangementet. Ja, menuet er en del af den danske danse- og spilletradition, og ikke kun i 1600-tallet. I visse områder er den blevet danset i levende tradition helt op til midten af 1900-tallet. Det kan du læse mere om i denne artikel. Jeg har forsøgt at understrege menuettrinnene og -rytmen, og prøvet at finde ud af hvordan man kan lave optakter til de fire trin, uden af optakterne går hen og bliver faktiske markerede slag. Jeg har også undersøgt de traditionelle menuet-melodier, og set på hvordan pulsslagene markeres (med eller uden optakter, og i så fald hvor lange/korte, om der er punkteringer eller ej). I selve den harmoniske og stilmæssige stemning ville jeg gerne understrege stemningen i visen - for mig er det en dyster vise, så stemningen er også blevet rimelig dyster i mit arrangement. I manges ører opfattes den som en let, elegant og sart. Jeg hører dog en masse vinter-stilstand, konkurrence mellem de forskellige fugle, det mørke humør og lidt tungsind, mens alle afventer hvornår foråret mon kommer; at figurerne i visen selv bliver hårde af den hårde vinter - deraf den lidt "hårde tone" i arrangementet. Stemmer osv.: Først gik jeg i gang med bare at finde på stemmer mens jeg sad og skrev noderne ind i mit nodeprogram, men det gik hurtigt op for mig, at det ikke var den retning jeg ville have med ind i arrangementet. Jeg ville gerne tilbage til det "folkemusikalske" som jeg har arbejdet meget med under denne uddannelse (CCA, Syddansk Musikkonservatorium); at skrive en stemme PÅ mit instrument eller I MIT HOVED, og først derefter skrive den ind i programmet. Så jeg har beholdt noget af det oprindelige "tågede" arrangement (introen har en del af det), men resten baserer enten på stemmer skrevet på min violin eller som jeg har sunget mig frem til. Det første lille tema går igen flere steder, og kommer i dobbelt tempo i celloens stemme i interlude't. Nogle steder har jeg allerede tilføjet ekstra detaljer for at tilføje det der "folkemusik-touch" til stemningen. Jeg har arbejdet meget med at finde ud af hvor og hvad der skal fremhæves fra min egen spillestil i arrangementet. Jeg har de fleste steder undladt analyseret hvilke akkorder og rundgange jeg egentlig har gang i, og har ladet det hele være op til min indre fornemmelse. Der er dog et par steder, hvor der var brug for en bestemt harmonisk retning for at få fremdriften i arrangementet til at fungere. Outro'en er tænkt som den dér afventende tilstand, hvor man venter på at vinteren giver slip, eller tager fat en sidste gang - stilstand, lidt ugidelighed, at man ikke kan komme videre. Lever vi videre eller går vi i stå?
0 Comments
Det følgende opslag handler om mine tanker og refleksioner bag de forskellige stykker musik i min folkemusikforestilling MEDBRING EGNE TRÆSKO - min debutkoncert fra solistuddannelsen Contemporary Creative Artist ved Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, marts 2025.
I scenen "Ensomhed" prøver jeg at skabe en stemning af netop dét; ensomhed. Man kan sige, jeg har taget den lette vej, da det jo bare er at strippe scenen for folk, og sætte et enkelt menneske derop alene, men det handler også om det, jeg bærer med mig ind på scenen alene - dét, jeg er alene om. For det kan føles ensomt at arbejde med et felt, som meget få andre arbejder med. Sådan har jeg haft det siden jeg var helt lille, når vi skulle på Tønder Festival med min familie da jeg stadig gik i folkeskole, og flere af min klassekamerater sagde “skal du ned og danse polka?”, og lavede det kendte “svingen med den ene albue, fordi polka er en bonderøvsdans”-move. Heldigvis er det sjældent, jeg oplever den slags nu, men fordi der er så få, der arbejder med det her felt, og fordi jeg arbejder med noget der afviger så markant fra hvad andre beskæftiger sig med, kan jeg hurtigt komme til at føle mig som “giraffen” i en forsamling, både fordi jeg er udøvende musiker, komponist og iværksætter OG FOLKEmusiker. Dét at være alene om passionen og arbejdet med at skabe projekter, musik, forestillinger osv. som indeholder elementer af vores folkekultur, er noget jeg hører rigtig mange af “os” tale om; os der arbejder med at være nyskabende med folkekultur og folketradition i vores virke. Det betyder ikke nødvendigvis at vi er ensomme, men vi kan godt føle os alene. Ensomhed tror jeg hører mere til i ens personlighed, så hvorvidt man føler sig ensom i sit arbejde handler nok ikke så meget om det felt man arbejder indenfor, som det handler om hvem man er som person. 6/8, 2/4, 3/4 - Kært barn har mange navne, og det hele kommer an på hvor man lægger trykket…
Jeg elsker det med at man i 6/8-melodier i dansk spillemandsmusik, såsom trekant, sekstur, sveitrit osv., kan få det til at lyde som 6/8 eller 2/4 eller vals (3/4), nærmest uden at nogen lægger mærke til det. Men det er ikke så meget teorien eller det faktuelle eller historiske i, at de her melodityper er blevet skrevet ned på mange måder der gør, at jeg synes det er fedt. Jo, jeg er historisk nørdet omkring mine folkemusik-projekter, men når alt kommer til alt handler det om, at jeg synes det er så fedt at variere musikken - som jeg har lyst, på stedet, i det øjeblik jeg spiller den. Der er ikke et facit, der er ikke én måde at spille disse melodier på. Der er en ramme, javist, men det er en ramme som indeholder en masse muligheder for at skubbe til dine medmusikere, til danserne, til lytterne, og holde dem oppe på dupperne - og ikke mindst selv blive skubbet til. Det er sådan nogle ting, der får mig til at spidse ører; at der bliver leget med formen, fornemmelsen, udtrykket i en melodi, som måske er simpel, måske avanceret (men dét er heller ikke vigtigt), og som bliver holdt kørende og levende ved at vi, der spiller dem, aldrig bliver dovne, så den henfalder til dét, der kan skrives ned på en node. I dette tilfælde vil jeg være enig med mange kritikere af at skrive denne musiktype ned; nedskrivning af og afspilning af nedskrevne forsøg på at gengive denne leg med fornemmelserne, er døden - for musikken og for legen. Hvis ikke du ved, at der kan hives, trækkes, skubbes i dem, og hvordan du gør det, så venter der dig en guldgrube af oplevelser og liv. Heldigvis er der ikke lang vej til at forstå denne pointe - det kræver blot, at man indser, at ingen musik bør “skues” eller dømmes ud fra sit nodebillede. Der er et musikalsk sprog som har lagt grund til dette nodebillede! Og jeg tror, at nodeskrivning - uanset genre - ikke blev opfundet før musikken, som den skal formidle… Derfor; tænk ikke, at folkemusik er så enkel som du kan læse det i en node, for det er ikke dér, musikken og pointen findes. Ej heller koderne eller retningslinjerne. Det er udelukkende et snapshot af de toner, der blev spillet den dag hos den spillemand, som tilfældigvis skrev den melodi ned den dag. Men tilbage til emnet. For den kropslige fornemmelses skyld, og for at komme væk fra papiret og den teoretiske tilgang, har jeg skrevet denne suite for at illustrere hvordan underdelinger, fornemmelser og taktarter kan vandre og vikle sig ind i hinanden, og måske komme ud på den anden i en ny fornemmelse. Her skal der mærkes på kroppen, hvad det handler om. Det følgende opslag handler om mine tanker og refleksioner bag de forskellige stykker musik i min folkemusikforestilling MEDBRING EGNE TRÆSKO - min debutkoncert fra solistuddannelsen Contemporary Creative Artist ved Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, marts 2025.
I nogle af musikstykkerne i forestillingen har jeg brugt konkrete traditionelle melodier som skabelon, og i processen med at skrive musik på den måde kører jeg ofte efter en model der hedder "arv + erfaring + intention". ARVen er den konkrete, faktuelle, traditionelle melodi-skabelon, altså en opskrift som findes i det allerede eksisterende melodistof. ERFARINGen er hvordan jeg vælger at bruge den skabelon ud fra min erfaring med hvad der virker for mig som instrumentalist (personlig) og hvad der fungerer i den meloditype (musikalsk). Det kan være tonearten skal ændres, eller visse passager klinger bedre i mine nutidige ører, hvis de ændrer kurs eller antal af toner. INTENTIONen er hvilke valg jeg tager, som afviger fra skabelonen - eller er det samme. Det kan være, melodien skal have en bestemt stemning eller et bestemt arrangement, ud fra den scene den er en del af, eller det budskab den skal formidle. Denne måde at gribe musikskrivningen an på synes jeg kan gå lige så mange veje, som hvis man ikke brugte traditionelle melodier som forlæg. For mig giver det nogle gange et anker og et sted at starte, som så sidenhen sagtens kan bevæge sig i alle mulige retninger. Denne tilgang er brugt i bl.a. "Tag Træskoene På", "Modstand" og "Skal vi drage hjemad for at få lidt ro", som alle tre har fået hvert sit udtryk. Det følgende opslag handler om mine tanker og refleksioner bag de forskellige stykker musik i min folkemusikforestilling MEDBRING EGNE TRÆSKO - min debutkoncert fra solistuddannelsen Contemporary Creative Artist ved Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, marts 2025.
---------- Om "MODSTAND" - fra 2. akt af MEDBRING EGNE TRÆSKO. Stemningen er "stormvejr". Som undertrykkelse, mobning, at ligge under for hierarki - frustration og at føle sig fanget. Have lyst til at skrige. Så det handler om at forvirre fjenden, for at komme væk og komme videre. I grundmelodiens forløb kan man forestille sig at hver lille del, som gentages, er en opbygning af intensitet for at overvinde en modstand - der er en mur, som holder én fast, noget usynligt som har bestemt, at man skal holdes tilbage og blive der, hvor man er. De små dele udvikles gennem små variationer efter få gentagelser, hvilket gør deres vej svær at forudsige - og dermed svære at stoppe. Hver lille del af arrangementet bygges også op og samler styrke til at kunne bryde igennem den mur. Men der er flere mure at tage stilling til. I stedet for at opbygge styrke kan vi også prøve at finde andre veje, for ikke at skulle igennem muren, men udenom den. —----------- I Modstand kommer vigtigheden af samarbejdet og fællesskab til syne: For at få blæserinstrumenterne inkorporeret i et arrangement, hvis grundidé i høj grad baserer på en drone-traditionen fra norsk hardingfele, har jeg gjort brug af en anden dronetradition, som består af samarbejdet mellem et blæserinstrument og et bælg-droneinstrument; den bretonske duet-tradition “Biniou-Bombarde”, hvor en sækkepibe og en bombarde (el. skalmeje) danner par. De to instrumenter skiftes til at spille melodien, og nogle gange spiller de unisont, mens sækkepibens drone er konstant. For at kombinere de to traditioner - den norske hardingfele og den bretonske Biniou-Bombarde - har jeg bredt funktioner og roller ud på flere instrumenter, for enten at opnå samme effekt, eller forsøge at bibeholde idéen om en rolle fra den oprindelige tradition, uden at lyden eller effekten nødvendigvis bliver det samme. Det er denne legen med elementer, roller og funktioner, som jeg synes er særligt interessant ved at arbejde med traditionel musik. Jeg har forsøgt at arrangere stemmerne for saxofon og trompet, så de overlapper inden den ene slipper melodien og den anden overtager, ligesom biniou-bambarde gør det. Bassen og celloen spiller unisont næsten hele vejen for at lægge en bred, fed bund, som skal imitere den tunge fornemmelse af hvordan dansen, som danses til denne type gangar, føles. Gangar er en særlig meloditype og dans fra Norge. Jeg har brugt tonerne fra dobbeltgrebene i violinens stemme - dem, der ikke er melodi, altså det man kan kalde akkordtonerne - til at skabe blæsernes stemmer. Jeg har holdt mig inden for “samme fortegn”, dvs. at melodiforløbet skifter grundtone/toneart undervejs, men bevæger sig rundt i kirketonearterne uden at skifte fortegn. Jeg ved ikke om det er “traditionelt”, men det giver under alle omstændigheder et tonesprog som igennem tiden har været meget brugt i den folkelige musik, og det giver en masse fede retningsskift i melodien. Det der kan være en udfordring i dette arrangement er, at violinstemmen er skrevet efter direkte skabelon fra den måde man spiller hardingfele på, hvor fundamentet er dobbeltgreb - altså spil på to strenge, hvor der konsekvent spilles to toner samtidig. For at få dét til at stemme/at intonere præcist når man skifter fra de dybe til de lyse løse strenge, vil det bedste være at stemme violinen tæt (altså tempereret, som et klaver - eller en hardingfele). Hvis man vælger denne måde at stemme en violin på, vil det dog kræve, at både cello og bas også stemmer sådan. Ellers kan det hænde, at intonationen mellem de tre instrumenter bliver en lille smule “spicy”. Det følgende opslag handler om mine tanker og refleksioner bag de forskellige stykker musik i min folkemusikforestilling MEDBRING EGNE TRÆSKO - min debutkoncert fra solistuddannelsen Contemporary Creative Artist ved Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, marts 2025.
Jeg har hørt flere omtale og opfatte folkemusik fra Danmark som “simpel”; melodierne er simple, formerne er simple, lyden er simpel, måske er dem der spiller den utrænede. Musikken er let spiselig og simpel. Det kan jeg godt forstå at folk synes, hvis de ikke ved hvad det er, de kan lægge mærke til, for at vurdere musikken. Og så vil jeg tilføje: Pas på med at skue hunden på hårene. For det utrænede øre er den måske simpel, men kunne det være, fordi man kender den så godt? Vi kender den i virkeligheden til hudløshed (selvom vi ikke er klar over det), og kan det være derfor mange måske har et lidt ensidigt og unuanceret forhold til den? Ude i verden er dansk spillemandsmusik alt andet end simpel - den bliver vurderet som kompleks og eksotisk, fordi det er et tonesprog og et stilmæssigt udtryk, som folk derude slet ikke er vant til at høre. Da jeg begyndte at gå til violin hos spillemanden Klaus Pindstrup i Lystrup lige nord for Aarhus i 2003 var der intet simpelt over det. Jeg havde ledt efter en violinist i området, som kunne undervise mig i irsk folkemusik, men den eneste folkemusiker, som min klassisk uddannede lærer på Den Kreative Skole i Silkeborg kendte til, var Klaus Pindstrup, som han havde studeret sammen med i Aarhus. Klaus er klassisk uddannet, men vendte hurtigt tilbage til sine “spillemands-rødder” efter endt uddannelse. Da jeg kom ud til Klaus for første gang, lærte han mig en melodi på øret (på gehør) som hed “Silkeborg-Valsen”. Og dengang havde jeg selv en fordom om, at dansk folkemusik var ret simpelt. Men min fordom blev hurtigt modbevist, og jeg blev overrasket over hvor meget “gods” der var i dét, Klaus lærte mig på relativt kort tid. For det første fik jeg ingen noder. Jeg lærte det hele udenad på øret med det samme. Jeg skulle kunne huske det uden hjælpemidler, og lære melodien og øve den uden hjælpemidler, inden næste gang jeg skulle ud til Klaus. Men ikke nok med det - melodien var fyldt med detaljer, fyldt med udtryk og små “bemærkninger” i melodiforløbet, som holdt fast i min opmærksomhed. Det her var ikke simpelt - selv i sin grundform serverede Klaus lige så mange detaljer for mig, som der findes i en hel symfoni. Og dét vakte min interesse! En lille opfordring: Næste gang du hører spillemandsmusik fra Danmark, så kan det godt være, du ikke ved, det er dét, du hører. Men læg mærke til om det minder dig om børnesange og at danse om juletræet. Så er det højst sandsynligt dét, du hører. Dér har du begyndelsen til at kunne genkende musikken i fremtiden. Jeg vil også gerne tilføje en betragtning om de lege, børn leger i skolegården (eller altså de lege, som børn stadig legede dengang jeg var barn…). F.eks. klappelegene - tænkt lige over det. Det er jo bare "at klappe i hænderne" - det kan alle da finde ud af. Eller hvad? Blandt børn i skolegården findes / fandtes der klappelege, som kræver total synkronisering af de to mennesker, der udfører legen. At gøre den slags giver en helt basal fornemmelse af andre mennesker fordi den består af både fysisk og mental kontakt - en evne, som jeg oplever, at vi ikke er så gode til at dyrke længere. Var det noget med en omgang klappeleg til firmafesten eller rystesammen-weekenden? Nogle af disse tanker har jeg inkorporeret i flere af forestillingens scener og musikstykker, bl.a. “Tyngde”, “Dronen imellem os” og “Modstand”. Læs mere om forestillingen MEDBRING EGNE TRÆSKO her: www.majakjaer.dk/traesko |
Majas Musik-BlogHer fortæller jeg om stort og småt fra mit musikerliv. Noget er rimelig højtragende, andet er virkelig lavpraktisk... sådan som musikerlivet normalt ser ud. Skriv gerne kommentarer, hvis I har lyst - alle input er velkomne! ArchivesCategories
All
|
RSS Feed
© COPYRIGHT 2025. ALL RIGHTS RESERVED.