|
Det følgende opslag handler om min proces og de refleksioner der foregik forud for og imens jeg skrev folkemusikforestillingen MEDBRING EGNE TRÆSKO - min debutkoncert fra solistuddannelsen Contemporary Creative Artist ved Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, marts 2025.
Indtil man dykker ned i noget helt konkret, begynder at arrangere på et bestemt stykke, eller begynder at skrive en melodi helt færdig, så føles alting meget rodet, mangelfuldt og ukonkret. Men jeg tror det kun virker sådan fordi jeg ikke har fået forankret (koblet) hver intention eller en stemning til hvert enkelt melodi. Og indtil jeg får koblet den bestemte stemning og den bestemte melodi sammen, så har intet forankret sig, ikke knyttet sig til noget som helst, og står uskarpt som enkeltelementer, der flyder rundt mellem hinanden. Men så snart jeg begynder at koncentrere mig om én melodi, det udtryk eller kompositoriske idé jeg vil koble til den, så står den tydeligere og stærkere frem. Også selvom den ikke er færdig. Der er skabt en retning, der er påbegyndt en vej som gør det lettere at fortsætte arbejdet og komme videre. Indtil da kan man føle at man sidder fast midt i alt det utydelige, som et limbo hvor man hverken kan komme frem eller tilbage.
0 Comments
Det følgende opslag handler om min proces og de refleksioner der foregik forud for og imens jeg skrev folkemusikforestillingen MEDBRING EGNE TRÆSKO - min debutkoncert fra solistuddannelsen Contemporary Creative Artist ved Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, marts 2025.
Det talte sprog, det skrevne sprog, det musikalske sprog, kropssprog… de er alle sprog, som til dels kun eksisterer på grund af vores kollektive hukommelse. De eksisterer kun i kraft af vores bevidsthed om dem - vores kollektive bevidsthed - og vores aktive brug af dem. … Vil jeg tro - jeg er ikke forsker, og jeg har ikke undersøgt sagen, men meget, synes jeg, kunne tyde på det. I starten af oktober 2024 besøgte jeg spillemanden Ove Andersen, som fortalte om en undervisningssituation, hvor han skulle lære en flok internationale studerende at danse polka. De studerende kom fra hele verden, og dem der kom fra lande der ligger tæt på Danmark, havde rimelig let ved at forstå og gennemføre dansetrinene, mens det for de resterende studerende blev eksponentielt sværere at gennemføre jo længere fra Danmark de kom. Jeg tror på at der ligger noget ubevidst i vores nedarvede, kulturelle hukommelse - lært gennem miljø - som gør at vi, selvom vi ikke “kender” dansen polka, så kender vi den godt. Det er en måde at bevæge sig på som ligger i den bevægelseskultur eller måske hører til den musikkultur, vi kommer fra. Ikke i kraft af “os” som mennesketyper eller etnicitet, men i kraft af den kultur der er blevet dyrket mellem mennesker (som også gælder på tværs af landegrænser) i denne del af verden. Og på samme måde alle andre steder i verden. Det fungerer måske på samme måde som sprog; nogle lyde ligger bare bedre i munden end andre. Man kan mærke det på de sprog der kommer fra steder, der ligger langt fra Danmark; vi har svært ved at skelne lydene fra hinanden og udtale kinesisk eller japansk, men tysk og italiensk ligger lidt mere “let spiseligt” i munden. I den sammenligning giver Ove Andersens oplevelse af de internationale studerendes evne til at danse polka jo meget god mening. Der er ikke noget særligt i at vi alle har en fælles hukommelse fra den kultur vi hver især kender og lever i; det særlige ligger udelukkende i, at der alle steder i verden er kommet noget særligt ud af denne “husken i flok”. Alle kulturer har hvert deres særpræg, og derfor synes jeg, at ingen er mere sære eller særlige end andre. Hvorvidt du selv synes, at en kultur, dens traditioner eller sprog er sær eller noget helt særligt, handler kun om dig selv (beskueren) og dit eget kulturelle udgangspunkt - din egen kulturelle hukommelse. Som en, der dyrker danske musik-, sang- og dansetraditioner, kan det undre mig når jeg møder folk der synes at dansk folkemusik ikke er værd at samle på, og endda enten griner ad den, eller synes den er “farlig at røre ved”. Det er for mig at se lidt ligesom vurderingen af, hvorvidt dialekter er “rigtige” eller “forkerte”. Dialekter er dialekter, og skal og kan ikke sammenlignes med eller vurderes med rigsdansk som udgangspunkt. Det er sprog, som eksisterer på grund af mennesker, der taler sammen. Hvorvidt det er “rigtigt” eller “forkert” kan ikke afgøres, men hvis man alligevel prøver, kommer det igen an på hvad dit udgangspunkt er: Set med dialekt-brillerne på, er det jo rigsdansk der er forkert. Den her vurdering af hvorvidt spillemandsmusikken fra Danmark er værd at samle på, både på steder som underviser i musik og på steder som styrer den politiske dagsorden, synes jeg er irrelevant og et sprøgsmål som slet ikke burde stilles. Vi har en levende musikalsk kulturarv, en immateriel arv, som der ikke findes noget facit på. Den eksisterer i sin nuværende form, fordi der har været en ubrudt tradition for at spille og danse i dette område i mange hundrede, måske tusinde år, og dét er noget særlig i sig selv. At vores egen musiktradition af nogle bliver opfattet og vurderet som “simpelt” er der dog et modsvar på: Det er direkte forkert - og hvis du har lyst til at læse mere om det emne, er jeg så småt startet på det i mit blogopslag “Dansk Spillemandsmusik Er Simpelt”. Med denne (op)sang om dialekter, den kollektive hukommelse, og vigtigheden af at anerkende ens egen kultur OG andres, vil jeg bare sige: Vær nysgerrig. Lyt, mærk og observer hvad det er, der ligger i din egen kollektive og kulturelle bevidsthed. Det er ikke sikkert, du er bevidst om hvad den indeholder, og den er jo ikke ens for alle, men jeg synes alles er lige vigtige. |
Majas Musik-BlogHer fortæller jeg om stort og småt fra mit musikerliv. Noget er rimelig højtragende, andet er virkelig lavpraktisk... sådan som musikerlivet normalt ser ud. Skriv gerne kommentarer, hvis I har lyst - alle input er velkomne! ArchivesCategories
All
|
RSS Feed
© COPYRIGHT 2025. ALL RIGHTS RESERVED.