|
Det følgende opslag handler om min proces og de refleksioner der foregik forud for og imens jeg skrev folkemusikforestillingen MEDBRING EGNE TRÆSKO - min debutkoncert fra solistuddannelsen Contemporary Creative Artist ved Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, marts 2025.
Indtil man dykker ned i noget helt konkret, begynder at arrangere på et bestemt stykke, eller begynder at skrive en melodi helt færdig, så føles alting meget rodet, mangelfuldt og ukonkret. Men jeg tror det kun virker sådan fordi jeg ikke har fået forankret (koblet) hver intention eller en stemning til hvert enkelt melodi. Og indtil jeg får koblet den bestemte stemning og den bestemte melodi sammen, så har intet forankret sig, ikke knyttet sig til noget som helst, og står uskarpt som enkeltelementer, der flyder rundt mellem hinanden. Men så snart jeg begynder at koncentrere mig om én melodi, det udtryk eller kompositoriske idé jeg vil koble til den, så står den tydeligere og stærkere frem. Også selvom den ikke er færdig. Der er skabt en retning, der er påbegyndt en vej som gør det lettere at fortsætte arbejdet og komme videre. Indtil da kan man føle at man sidder fast midt i alt det utydelige, som et limbo hvor man hverken kan komme frem eller tilbage.
0 Comments
Det følgende opslag handler om min proces og de refleksioner der foregik forud for og imens jeg skrev folkemusikforestillingen MEDBRING EGNE TRÆSKO - min debutkoncert fra solistuddannelsen Contemporary Creative Artist ved Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, marts 2025.
Det talte sprog, det skrevne sprog, det musikalske sprog, kropssprog… de er alle sprog, som til dels kun eksisterer på grund af vores kollektive hukommelse. De eksisterer kun i kraft af vores bevidsthed om dem - vores kollektive bevidsthed - og vores aktive brug af dem. … Vil jeg tro - jeg er ikke forsker, og jeg har ikke undersøgt sagen, men meget, synes jeg, kunne tyde på det. I starten af oktober 2024 besøgte jeg spillemanden Ove Andersen, som fortalte om en undervisningssituation, hvor han skulle lære en flok internationale studerende at danse polka. De studerende kom fra hele verden, og dem der kom fra lande der ligger tæt på Danmark, havde rimelig let ved at forstå og gennemføre dansetrinene, mens det for de resterende studerende blev eksponentielt sværere at gennemføre jo længere fra Danmark de kom. Jeg tror på at der ligger noget ubevidst i vores nedarvede, kulturelle hukommelse - lært gennem miljø - som gør at vi, selvom vi ikke “kender” dansen polka, så kender vi den godt. Det er en måde at bevæge sig på som ligger i den bevægelseskultur eller måske hører til den musikkultur, vi kommer fra. Ikke i kraft af “os” som mennesketyper eller etnicitet, men i kraft af den kultur der er blevet dyrket mellem mennesker (som også gælder på tværs af landegrænser) i denne del af verden. Og på samme måde alle andre steder i verden. Det fungerer måske på samme måde som sprog; nogle lyde ligger bare bedre i munden end andre. Man kan mærke det på de sprog der kommer fra steder, der ligger langt fra Danmark; vi har svært ved at skelne lydene fra hinanden og udtale kinesisk eller japansk, men tysk og italiensk ligger lidt mere “let spiseligt” i munden. I den sammenligning giver Ove Andersens oplevelse af de internationale studerendes evne til at danse polka jo meget god mening. Der er ikke noget særligt i at vi alle har en fælles hukommelse fra den kultur vi hver især kender og lever i; det særlige ligger udelukkende i, at der alle steder i verden er kommet noget særligt ud af denne “husken i flok”. Alle kulturer har hvert deres særpræg, og derfor synes jeg, at ingen er mere sære eller særlige end andre. Hvorvidt du selv synes, at en kultur, dens traditioner eller sprog er sær eller noget helt særligt, handler kun om dig selv (beskueren) og dit eget kulturelle udgangspunkt - din egen kulturelle hukommelse. Som en, der dyrker danske musik-, sang- og dansetraditioner, kan det undre mig når jeg møder folk der synes at dansk folkemusik ikke er værd at samle på, og endda enten griner ad den, eller synes den er “farlig at røre ved”. Det er for mig at se lidt ligesom vurderingen af, hvorvidt dialekter er “rigtige” eller “forkerte”. Dialekter er dialekter, og skal og kan ikke sammenlignes med eller vurderes med rigsdansk som udgangspunkt. Det er sprog, som eksisterer på grund af mennesker, der taler sammen. Hvorvidt det er “rigtigt” eller “forkert” kan ikke afgøres, men hvis man alligevel prøver, kommer det igen an på hvad dit udgangspunkt er: Set med dialekt-brillerne på, er det jo rigsdansk der er forkert. Den her vurdering af hvorvidt spillemandsmusikken fra Danmark er værd at samle på, både på steder som underviser i musik og på steder som styrer den politiske dagsorden, synes jeg er irrelevant og et sprøgsmål som slet ikke burde stilles. Vi har en levende musikalsk kulturarv, en immateriel arv, som der ikke findes noget facit på. Den eksisterer i sin nuværende form, fordi der har været en ubrudt tradition for at spille og danse i dette område i mange hundrede, måske tusinde år, og dét er noget særlig i sig selv. At vores egen musiktradition af nogle bliver opfattet og vurderet som “simpelt” er der dog et modsvar på: Det er direkte forkert - og hvis du har lyst til at læse mere om det emne, er jeg så småt startet på det i mit blogopslag “Dansk Spillemandsmusik Er Simpelt”. Med denne (op)sang om dialekter, den kollektive hukommelse, og vigtigheden af at anerkende ens egen kultur OG andres, vil jeg bare sige: Vær nysgerrig. Lyt, mærk og observer hvad det er, der ligger i din egen kollektive og kulturelle bevidsthed. Det er ikke sikkert, du er bevidst om hvad den indeholder, og den er jo ikke ens for alle, men jeg synes alles er lige vigtige. Nu handler denne blog jo om vidensdeling; at jeg har lyst til at dele mine processer, mine erfaringer, overvejelser, nederlag, skævskud og åbenbaringer. Og derfor vil jeg også prøve at huske at stille mig selv de spørgsmål, som andre måske ville stille mig undervejs.
Jeg er begyndt at bevæge mig ind i andre felter end ren "musik", for at skabe muligheder for at skrive, og det synes jeg på en eller anden måde fortjener en forklaring og uddybning. Hvorfor overhovedet bevæge sig ind på felter, hvor jeg ikke ved om min “kunst” i bund og grund hører til? I bund og grund fungerer min hjerne ikke særlig godt opdelt i kasser. Jeg kommer altid til at vikle andre typer udtryk eller tanker ind i min musik, og derfor er det også svært for mig at tænke mit kompositionsvirke som eksklusivt omhandlende “musik”. For mig er musik så meget mere end lyd, men det er først for nyligt, jeg har opdaget at det hænger sådan sammen. Det startede på et kursusforløb jeg deltog i som hed “Accelerator”. Jeg tror det var i 2020, og kurset handlede mest om at lægge en forretningsplan omkring mit kunstneriske virke, så det også kunne blive økonomisk bæredygtigt. Men dét som forløbet gav mig mest af var blod på tanden til at tænke endnu mere i “krydsreferencer” på tværs af kunst- og musik- og håndværksfelter. Udover det har jeg længe og helt enkelt gerne bare villet komponere mere musik. Siden jeg blev færdig med min kandidatuddannelse fra Folkemusiklinjen på Syddansk Musikkonservatorium i 2012 (dengang uddannelsen stadig lå i Odense), er det ikke blevet til megen fokuseret musikskrivning, og slet ikke i den kaliber jeg forestillede mig, lige da jeg blev færdig. Der skete alt muligt de følgende år som fik mig hevet i en anden retning, og det var først i 2019 at jeg egentlig kom tilbage på sporet af, hvad det var jeg gerne ville: Komponere og arbejde med midtjysk traditionsmusik. Det var de to emner, jeg gerne ville gøre “karriere” inden for, og det var her, jeg oplevede at jeg havde en særlig styrke. I 2021 startede jeg på uddannelsen Contemporary Creative Artist, hvor stort set alt handler om krydsreferencer. Og refleksion over ens kunstneriske, performative og skabende gøren og laden. Og hvordan man deler og dokumenterer den viden. Og på grund af den uddannelse og det fantastiske sammenhold og interesse for "kaninhuller" vi havde på vores årgang er jeg nu kommet ind i en vane med at skabe endeløse kaninhuller, hvor jeg kan blive ved med at forbinde det jeg er i gang med med nye afstikkere. Det kræver ærlig talt en del fokus at afholde mig selv fra at blive ved. Eller det vil sige, at afholde mig selv fra at starte nye projekter i alle de retninger, jeg får idéer til. Når man pludselig opdager en evne man ikke anede man havde, og bare har lyst til at blive bedre til at kombinere det man kan i forvejen med den nye evne, så er det svært at stoppe - der er jo ingen grænser for, hvad ens tanker kan finde på. Kun de fysiske rammer sætter den faktiske begrænsning for ens formåen. Derfor er det jo også fint at registrere alle mine afstikkeridéer og skrive dem ned (og det øver jeg mig i!), men det er godt nok svært at lade idéerne hvile i skuffen indtil der er tid til at udvikle dem til hvad end de skal ende med. Hvis vi lige runder hvordan jeg arbejder, og ikke kun hvilken musik jeg skriver, ås må jeg også indrømme at det ikke er alt hvad jeg har startet op, jeg rent faktisk har den tid til som det fortjener og kræver. Lige nu har jeg flere ting i støbeskeerne, men så længe de ikke skal afvikles i samme periode, så bilder jeg mig selv ind, at jeg nok bør holde fast i dem. Faktisk har jeg fire projekter i gang sideløbende lige nu. De er alle er på forskellige stadier af deres udvikling, og det er derfor ikke alt jeg skal koncentrere mig lige meget om hele tiden - heldigvis! Det skaber dog nogle udfordringer når der f.eks. pludselig er deadlines til fonde og puljer og jeg skal forholde mig kritisk, kunstnerisk og praktisk til flere af dem på én gang. Men det løser sig, tænker jeg. Hvis det ikke løser sig, så er dét også en løsning i sig selv - så må ét af dem lade livet eller sættes på “hold”. Således praksis-praktisk forholder jeg mig ofte til det jeg laver. MEN - hvis jeg lige vender tilbage til emnet: Alle mine nuværende projekter handler på hver deres måde om at have et tilhørsforhold til folkemusik, men de spænder helt fra at lyde meget tæt på traditionel spillemandsmusik til at fortolke et strikkemønster i melodi eller hvordan jeg forklarer et givent begreb med lyden af folkemusik. De bevæger sig endda også rundt på meget forskellige områder af kunstverdenen. Så på den måde er der heldigvis ikke så meget overlap mellem de fire projekter. Og hvis vi vender helt tilbage til svaret på det spørgsmål som startede hele dette indlæg: Jeg synes der er så mange andre ting end selve musikken som kan forklare musikkens vision og intention og tydeliggøre hvad musikken kan og vil. Folkemusik - min “hjemgenre” - er jo brugsmusik; den bliver spillet til dans, og er derfor en type musik hvor man naturligt forholder sig til noget udenfor musikken for at skabe den og bruge den. Folkemusikken er altså allerede noget for nogen andre end musikerne. Og jeg tror det er dér, min idé om at musik ikke kun kan forklares med musik, er startet. Så at pakke den ind i eller at skabe den ud fra andre udtryksformer virker på en eller anden måde meget naturligt for mig og helt på linje med at komponere den og spille den til dans. Jeg forholder mig til noget udenfor musikken som til gengæld er med til at skabe et andet lag og noget mere dybde og tyngde i den. Hvis jeg bytter danserne ud med et strikkemønster, så begynder det virkelig at blive interessant, og rimelig underholdende for både mig selv og for modtageren (håber jeg)! Og så melder spørgsmålet sig: "Hvor hører min musik egentlig til?" - Er det scenekunst, musik eller håndværk? Det tumler jeg lidt med at forklare mig selv og andre, men det er en ret god øvelse. Jeg tror i bund og grund min musik lander på sin rette hylde, hvis jeg sørger for at blive ved med at stille spørgsmål og forsøge at finde svar. Og med disse ord tror jeg, jeg kom godt rundt om dagens spørgsmål. Skriv meget gerne en kommentar hvis noget har vækket tanker hos dig, eller hvis du har ønsker til nye sprøgsmål. Kærlig hilsen - Hende komponisten der egentlig tænkte hun skulle skrive mere end tre toner i sit partitur i dag, men endte med at beskrive hvorfor jeg ikke kun skriver musik når jeg skriver musik. (Er det dét, man kalder et "paradoks"?) |
Majas Musik-BlogHer fortæller jeg om stort og småt fra mit musikerliv. Noget er rimelig højtragende, andet er virkelig lavpraktisk... sådan som musikerlivet normalt ser ud. Skriv gerne kommentarer, hvis I har lyst - alle input er velkomne! ArchivesCategories
All
|
RSS Feed
© COPYRIGHT 2025. ALL RIGHTS RESERVED.