Dansk Spillemandsmusik Er Simpelt…

Det følgende opslag handler om mine tanker og refleksioner bag de forskellige stykker musik i min folkemusikforestilling MEDBRING EGNE TRÆSKO - min debutkoncert fra solistuddannelsen Contemporary Creative Artist ​ved Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, marts 2025.

Jeg har hørt flere omtale og opfatte folkemusik fra Danmark som “simpel”; melodierne er simple, formerne er simple, lyden er simpel, måske er dem der spiller den utrænede. Musikken er let spiselig og simpel.

Det kan jeg godt forstå at folk synes, hvis de ikke ved hvad det er, de kan lægge mærke til, for at vurdere musikken. Og så vil jeg tilføje: Pas på med at skue hunden på hårene. For det utrænede øre er den måske simpel, men kunne det være, fordi man kender den så godt? Vi kender den i virkeligheden til hudløshed (selvom vi ikke er klar over det), og kan det være derfor mange måske har et lidt ensidigt og unuanceret forhold til den?

Ude i verden er dansk spillemandsmusik alt andet end simpel - den bliver vurderet som kompleks og eksotisk, fordi det er et tonesprog og et stilmæssigt udtryk, som folk derude slet ikke er vant til at høre.

Da jeg begyndte at gå til violin hos spillemanden Klaus Pindstrup i Lystrup lige nord for Aarhus i 2003 var der intet simpelt over det. Jeg havde ledt efter en violinist i området, som kunne undervise mig i irsk folkemusik, men den eneste folkemusiker, som min klassisk uddannede lærer på Den Kreative Skole i Silkeborg kendte til, var Klaus Pindstrup, som han havde studeret sammen med i Aarhus. Klaus er klassisk uddannet, men vendte hurtigt tilbage til sine “spillemands-rødder” efter endt uddannelse.

Da jeg kom ud til Klaus for første gang, lærte han mig en melodi på øret (på gehør) som hed “Silkeborg-Valsen”. Og dengang havde jeg selv en fordom om, at dansk folkemusik var ret simpelt.

Men min fordom blev hurtigt modbevist, og jeg blev overrasket over hvor meget “gods” der var i dét, Klaus lærte mig på relativt kort tid.

For det første fik jeg ingen noder. Jeg lærte det hele udenad på øret med det samme. Jeg skulle kunne huske det uden hjælpemidler, og lære melodien og øve den uden hjælpemidler, inden næste gang jeg skulle ud til Klaus.

Men ikke nok med det - melodien var fyldt med detaljer, fyldt med udtryk og små “bemærkninger” i melodiforløbet, som holdt fast i min opmærksomhed. Det her var ikke simpelt - selv i sin grundform serverede Klaus lige så mange detaljer for mig, som der findes i en hel symfoni. Og dét vakte min interesse!

En lille opfordring: Næste gang du hører spillemandsmusik fra Danmark, så kan det godt være, du ikke ved, det er dét, du hører. Men læg mærke til om det minder dig om børnesange og at danse om juletræet. Så er det højst sandsynligt dét, du hører. Dér har du begyndelsen til at kunne genkende musikken i fremtiden.

Jeg vil også gerne tilføje en betragtning om de lege, børn leger i skolegården (eller altså de lege, som børn stadig legede dengang jeg var barn…). F.eks. klappelegene - tænkt lige over det. Det er jo bare "at klappe i hænderne" - det kan alle da finde ud af. Eller hvad?

Blandt børn i skolegården findes / fandtes der klappelege, som kræver total synkronisering af de to mennesker, der udfører legen. At gøre den slags giver en helt basal fornemmelse af andre mennesker fordi den består af både fysisk og mental kontakt - en evne, som jeg oplever, at vi ikke er så gode til at dyrke længere. Var det noget med en omgang klappeleg til firmafesten eller rystesammen-weekenden?

Nogle af disse tanker har jeg inkorporeret i flere af forestillingens scener og musikstykker, bl.a. “Tyngde”, “Dronen imellem os” og “Modstand”.

Læs mere om forestillingen MEDBRING EGNE TRÆSKO her: www.majakjaer.dk/traesko