Dronetraditioner fra Norge og Bretagne

Det følgende opslag handler om mine tanker og refleksioner bag de forskellige stykker musik i min folkemusikforestilling MEDBRING EGNE TRÆSKO - min debutkoncert fra solistuddannelsen Contemporary Creative Artist ​ved Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, marts 2025.

----------

Om "MODSTAND" - fra 2. akt af MEDBRING EGNE TRÆSKO.

Stemningen er "stormvejr". Som undertrykkelse, mobning, at ligge under for hierarki - frustration og at føle sig fanget. Have lyst til at skrige. Så det handler om at forvirre fjenden, for at komme væk og komme videre.

I grundmelodiens forløb kan man forestille sig at hver lille del, som gentages, er en opbygning af intensitet for at overvinde en modstand - der er en mur, som holder én fast, noget usynligt som har bestemt, at man skal holdes tilbage og blive der, hvor man er. De små dele udvikles gennem små variationer efter få gentagelser, hvilket gør deres vej svær at forudsige - og dermed svære at stoppe.

Hver lille del af arrangementet bygges også op og samler styrke til at kunne bryde igennem den mur. Men der er flere mure at tage stilling til. I stedet for at opbygge styrke kan vi også prøve at finde andre veje, for ikke at skulle igennem muren, men udenom den.

—-----------

I Modstand kommer vigtigheden af samarbejdet og fællesskab til syne:

For at få blæserinstrumenterne inkorporeret i et arrangement, hvis grundidé i høj grad baserer på en drone-traditionen fra norsk hardingfele, har jeg gjort brug af en anden dronetradition, som består af samarbejdet mellem et blæserinstrument og et bælg-droneinstrument; den bretonske duet-tradition “Biniou-Bombarde”, hvor en sækkepibe og en bombarde (el. skalmeje) danner par. De to instrumenter skiftes til at spille melodien, og nogle gange spiller de unisont, mens sækkepibens drone er konstant.

For at kombinere de to traditioner - den norske hardingfele og den bretonske Biniou-Bombarde - har jeg bredt funktioner og roller ud på flere instrumenter, for enten at opnå samme effekt, eller forsøge at bibeholde idéen om en rolle fra den oprindelige tradition, uden at lyden eller effekten nødvendigvis bliver det samme.

Det er denne legen med elementer, roller og funktioner, som jeg synes er særligt interessant ved at arbejde med traditionel musik.

Jeg har forsøgt at arrangere stemmerne for saxofon og trompet, så de overlapper inden den ene slipper melodien og den anden overtager, ligesom biniou-bambarde gør det.

Bassen og celloen spiller unisont næsten hele vejen for at lægge en bred, fed bund, som skal imitere den tunge fornemmelse af hvordan dansen, som danses til denne type gangar, føles. Gangar er en særlig meloditype og dans fra Norge.

Jeg har brugt tonerne fra dobbeltgrebene i violinens stemme - dem, der ikke er melodi, altså det man kan kalde akkordtonerne - til at skabe blæsernes stemmer.

Jeg har holdt mig inden for “samme fortegn”, dvs. at melodiforløbet skifter grundtone/toneart undervejs, men bevæger sig rundt i kirketonearterne uden at skifte fortegn. Jeg ved ikke om det er “traditionelt”, men det giver under alle omstændigheder et tonesprog som igennem tiden har været meget brugt i den folkelige musik, og det giver en masse fede retningsskift i melodien.

Det der kan være en udfordring i dette arrangement er, at violinstemmen er skrevet efter direkte skabelon fra den måde man spiller hardingfele på, hvor fundamentet er dobbeltgreb - altså spil på to strenge, hvor der konsekvent spilles to toner samtidig.

For at få dét til at stemme/at intonere præcist når man skifter fra de dybe til de lyse løse strenge, vil det bedste være at stemme violinen tæt (altså tempereret, som et klaver - eller en hardingfele). Hvis man vælger denne måde at stemme en violin på, vil det dog kræve, at både cello og bas også stemmer sådan. Ellers kan det hænde, at intonationen mellem de tre instrumenter bliver en lille smule “spicy”.